Galleri Bonet
Med mit galleri vil jeg præsentere mig selv og mine malerier:
Jeg har malet siden min barndom, men først i dag kan jeg 100% hellige mig kunsten. Min passion for at male er vokset - specielt efter jeg har afsluttet et mangeårigt liv som medejer og leder af Uddannelseshuset i Holte. Denne periode var imidlertid også præget af høj kreativitet og satte sig spor i den pædagogiske udvikling.
Min baggrund og uddannelse Jeg er oprindelig blandt andet uddannet fra et kunstakademi i Barcelona og har sidenhen taget undervisning hos Mads Rye, Lise Leiland, Mette Zeuthen og Birger Severin. I San Diego i Californien har jeg modtaget undervisning af den kendte Sandra McFall Angelo.
I Danmark er jeg aktiv medlem af kunstnergruppen "Farveristerne". Jeg har de seneste år udstillet på flere gallerier i København, i det nordsjællandske område og i San Diego.
Min inspiration
I vores hus ved Lyngby sø er jeg konstant omgivet af skøn natur, som inspirerer mig meget. Dagligt brænder jeg for at male alt det, jeg ser i området på de forskellige årstider. Nogle gange ser jeg det store billede og helheden - andre gange har jeg fokus på detaljer som en blomst eller en gren. Det minder mig klart om den måde, jeg tænker på i dagligdagen - ser det store billede oppefra - og er andre gange nærværende fokuseret.
Jeg tilbringer også med min familie noget af året oppe i huset i Gilleleje. Her har jeg et atelier, hvor meget af mit arbejde bliver til. Heroppe er inspirationen stranden, Gilbjerg stien, fyret og havnen i Gilleleje.
Under mit arbejde i Californien har jeg også hentet meget inspiration fra de store strandområder i San Diego. Billederne herfra adskiller sig meget fra produktionen i Lyngby og Gilleleje. Det ses tydeligt, hvordan lyset og de sandfrvede nuancer præger mine californiske billeder.
Natur og forandringer i vejret
Min inspiration kommer som nævnt meget fra naturen, men også fra forandinger i vejr og stemninger i årets løb. Jeg oplever, at mennesket ofte afspejler naturen med samme indre forandring i stemninger. Når jeg ser på naturen, ser jeg et smukt maleri i mit indre, som jeg brænder for at forevige på lærredet.
Det færdige maleri giver både mig og mine beskuere en oplevelse, som påvirker humøret og energien. Nogle af mine malerier har for mig selv skabt indre ro og afslappet tilstand. Man kan næsten fornemme, hvordan blodtrykket falder, når man ser på de dejlige farver på lærredet.
---
I menuens øvrige afsnit vil I kunne se et udvalg af mine billeder og læse mere om mine udstillinger og muligheder for ferniseringer.
Portrætmalerier - selvportræt dec. 2009